4.7.1. Tjenestemandsretten

Spørgsmål om overtrædelse eller fortolkning af aftaler på tjenestemandsområdet - herunder hovedaftaler - afgøres af Tjenestemandsretten, jf. Lbekg. 511 18/5 2011 om tjenestemænd (tjenestemandsloven) § 53, stk. 1, nr. 1.

Tjenestemandsretten behandler desuden tvister om bestemmelser, som træder i stedet for aftaler, dvs. bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår, som i medfør af TL §§ 46-47 er fastsat ved lov eller ensidigt af Finansministeriet, fordi der ikke har kunnet opnås enighed om at indgå aftale.

Tjenestemandsretten er derimod ikke kompetent for så vidt angår bestemmelser om ansættelsesvilkår, som der ikke kan indgås aftale om, herunder lovbestemte ansættelsesvilkår, fx tjenestemandspension, uanset om disse er fastsat efter forudgående forhandling med centralorganisationerne. Sådanne sager er undergivet de almindelige domstoles kompetence.