19.3.1.5. Spisepause

Ved OK18 er der aftalt følgende:

"Parterne er enige om, at retten til betalt spisepause ekspliciteres som en overenskomstmæssig ret, hvor en sådan ret består i dag.

Retten til betalt spisepause bortfalder således ikke, selv om arbejdsgiveren forlænger pausens varighed og/eller giver afkald på den ansattes pligt til at stå til rådighed for arbejdsgiveren i pausen.

Tjenestemændenes arbejdstidsaftale § 7, nr. 1, 2. pkt., har følgende formulering:

"Pauser medregnes hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet"

En tilsvarende bestemmelse indsættes i akademikeroverenskomsten og øvrige overenskomster, der ikke indeholder bestemmelser om spisepause, således at retten også ekspliciteres på disse områder.

I den forbindelse bemærkes følgende:

Parterne er enige om, at ret til betalt spisepause forudsætter, at de ansatte står til rådighed i pausen.

Parterne er endvidere enige om, at der ikke er tilsigtet nogen ændring af hidtidig praksis i forhold til arbejdsplanlægning.

Der er enighed mellem parterne om, at spisepausen hermed er afhandlet."

Der kan først administreres efter de nye regler, når der er udsendt nyt cirkulære.

Tjenestemændenes arbejdstidsaftale indeholder en bestemmelse om, at pauser medregnes i arbejdstiden, hvis de varer mindre end ½ time, og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet. Tilsvarende regel findes i en række overenskomster/organisationsaftaler.

I andre overenskomster/organisationsaftaler er der derimod ikke hjemmel til at medregne pauser. De ansatte kan til gengæld have krav på en nærmere fastlagt pause samt normalt ret til at forlade arbejdsstedet i pausen.

I nogle få overenskomster/organisationsaftaler er det bestemt, at de ansatte har ret til betalt spisepause, hvis længde kan være afhængig af beskæftigelsens omfang mv.