22.1.3.2. Befordringsudgifter

Godtgørelse af befordringsudgifter kan udbetales i forbindelse med selve flytningen (flytterejse) for hele husstanden.

Der kan endvidere betales for en besigtigelsesrejse for medarbejderen og/eller dennes ægtefælle forud for flytterejsen. Besigtigelsesrejsen har til formål, at medarbejderen kan orientere sig i området og besigtige potentielle nye boliger.

Hvis tjenestestedet i helt særlige tilfælde vurderer, at det i forbindelse med en besigtigelsesrejse er nødvendigt, at medarbejderens og/eller dennes ægtefælle overnatter i området ved det nye tjenestested, godtgøres udgifterne til overnatningen, i det omfang de ikke overstiger hoteldispositionsbeløbet, jf. kapitel 21 .

Hvis medarbejderen benytter bil på flytterejsen eller besigtigelsesrejsen, godtgøres de kilometer, medarbejderen har kørt, efter den lave sats, jf. kapitel 21 .

Medarbejderen har ikke ret til at foretage hverken besigtigelses- eller flytterejsen i arbejdstiden, og den tid, der medgår til rejserne, er ikke arbejdstid.