22.4. Kontorholdsgodtgørelse

22.4.1. Personkreds

Fmst. cirk. 22/11 1989 om kontorholdsgodtgørelse omfatter efter sin ordlyd tjenestemænd i staten, men kan i øvrigt anvendes på alle ansatte uanset ansættelsesform. Reglerne gælder dog ikke for folkekirken.

22.4.2. Regelgrundlag

Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer har indgået aftale 16/10 1989 om vilkårene for ydelse af kontorholdsgodtgørelse til tjenestemænd i staten. Aftalen er udsendt med Fmst. cirk. 22/11 1989 om kontorholdsgodtgørelse.

Aftalen er en rammeaftale, og det er derfor nødvendigt, at den enkelte ansættelsesmyndighed, for hvem det er aktuelt at yde kontorholdsgodtgørelse, indgår lokal aftale herom med vedkommende (central)organisation eller den organisation, som er blevet bemyndiget til det.

22.4.3. Betingelser

Aftalen om kontorholdsgodtgørelse opstiller nogle grundlæggende betingelser for, at kontorholdsgodtgørelse kan ydes:

  • Den ansatte skal som led i ansættelsesforholdet stille kontor mv. til rådighed på bopælen,
  • der skal være tale om distriktsansættelse og
  • der må ikke af ansættelsesmyndigheden eller andre være stillet tjenstligt lokale til rådighed uden for bopælen.

Hvis de grundlæggende betingelser er opfyldt, afhænger niveauet for eventuel kontorholdsgodtgørelse af, om den ansatte stiller kontor til rådighed i sit hjem med henblik på publikumsbetjening, eller om det alene er nødvendigt at udføre kontorarbejde o.l. på bopælen, uden at det indebærer publikumsbetjening. Er der tale om publikumsbetjening, anvendes de højere satser i kap 2 i aftalen om kontorholdsgodtgørelse. I andre tilfælde anvendes satserne i aftalens kap. 3.

22.4.4. Hvad dækker godtgørelsen?

Både godtgørelse efter kap. 2. i aftalen om kontorholdsgodtgørelse og godtgørelsen efter aftalens kap. 3 er sammensat af en række enkeltgodtgørelser, der hver for sig skal dække typiske merudgifter ved at stille kontor e.l. til rådighed i eget hjem, fx til elektricitet. En forudsætning for, at en enkeltgodtgørelse kan indgå som led i en lokal aftale om kontorholdsgodtgørelse, er, at den ansatte påføres merudgifter. Hvis ansættelsesmyndigheden fx stiller inventar til rådighed, kan der ikke i kontorholdsgodtgørelsen indgå et beløb til dækning af den ansattes anskaffelse af inventar.

22.4.5. Godtgørelsens størrelse

Enkeltgodtgørelserne i kap. 2 og kap. 3 i aftalen om kontorholdsgodtgørelse er maksimum for, hvilke beløb godtgørelserne kan ydes med. I forbindelse med indgåelse af lokale aftaler om kontorholdsgodtgørelse må der derfor tages stilling til, om de konkrete forhold betinger en lavere ydelse.

22.4.6. Regulering

Godtgørelsen reguleres hvert år pr. 1. april. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen udsender meddelelse om regulering af de enkelte godtgørelseselementer med henblik på, at styrelserne kan regulere de lokalt aftalte kontorholdsgodtgørelser, jf. Skm. cirk. 5/5 2022 om regulering af satser for kontorholdsgodtgørelse pr. 1. april 2022.