30.2. Lokale aftaler

Aftalen om frivillig fratræden giver hjemmel til lokalt at etablere fratrædelsesordninger for en eller flere ansatte, der søger sig afskediget. Det er den lokale ledelse, der afgør, om aftalen skal anvendes. Den kan kun anvendes under de forudsætninger, som er omtalt i afsnit 30.1.2.

Fratrædelsesordninger hviler på et frivillighedsprincip og forudsætter derfor, at den enkelte medarbejder søger sig afskediget og er indforstået med de økonomiske vilkår for fratrædelsesordningen. Aftalen om de økonomiske vilkår indgås mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte og formaliseres af vedkommendes organisationsrepræsentant inden for aftalens rammer. En ansættelsesmyndigheds beslutning om ikke at indgå en aftale om frivillig fratræden er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, der kan påklages.

Hvis pensionsbegivenheden indtræder inden det aftalte fratrædelsestidspunkt, fx ved dødsfald, er aftalen om frivillig fratræden bortfaldet.

Der gælder ikke nogen begrænsning i muligheden for at afskedige en tjenestemand uansøgt, selv om der er indgået en aftale om frivillig fratræden.

Ansættelsesmyndigheden afholder selv inden for gældende bevillinger alle udgifter, der er forbundet med aftaler om frivillig fratræden, herunder kapitalbeløbet til finanslovens § 36 ved ekstraordinær forhøjelse af pensionsalderen for tjenestemænd mfl.