11.7.3. Delegation

I de nye lønsystemer forudsættes ansvaret for den lokale løndannelse delegeret til den enkelte institution. Det grundlæggende princip er, at de øgede lokale frihedsgrader følges op af et tilsvarende lokalt styringsansvar. Departementerne har dog et generelt ansvar for udviklingen på det pågældende ministerområde og samtidig ansvar for, at der sker en specifik opfølgning over for den enkelte institution, jf. afsnit 11.9.2.

Skatteministeriet (nu Finansministeriet) har bemyndiget de enkelte ministerier mv. til at føre forhandlinger og indgå aftaler. Skatteministeriet (nu Finansministeriet) forudsætter, at ministerierne mv. videredelegerer denne kompetence i videst muligt omfang, med henblik på at samtlige aftaler, der alene vedrører løndannelsen ved den pågældende institution, kan indgås af den lokale ledelse.

De centrale parter har forudsat en reel delegation, dvs. at de lokale parter skal være bemyndiget til selvstændigt at forhandle og indgå lokale aftaler. Det er således forudsat, at de lokale lønforhandlinger finder sted på den enkelte arbejdsplads, og at aftaler indgås på parallelle niveauer, hvilket som udgangspunkt vil være den lokale ledelse og tillidsrepræsentanten.

Det er en lokal beslutning, om ledelsen ønsker at delegere aftalekompetencen eller dele heraf videre til de enkelte chefer, fx kompetencen til at indgå aftaler om engangsvederlag. Det er dog væsentligt, at forhandlingerne baseres på et konkret kendskab til de pågældende medarbejdere og deres arbejdsopgaver.

Derimod ligger det ikke i systemet, at der indgås aftale om, hvor stor en del af lønsummen, der anvendes til lokal løndannelse. Det er således ledelsen, der prioriterer og vurderer, hvor meget der i alt skal udmøntes. Derfor er det også alene den konkrete tillægsudmøntning, der skal aftales mellem parterne på den enkelte arbejdsplads.