34.2.4. Børnepensionstillæg og børnepension
34.2.4.1. Betingelser
En pensioneret tjenestemands børn samt stedbørn (ægtefælles børn), som er medtaget til forsørgelse i det fælles hjem, er berettiget til børnepensionstillæg, jf. TPL § 14, stk. 1 og 3.
Den samme kreds af børn er ved tjenestemandens død berettiget til børnepension, jf. TPL § 14, stk. 2 og 3.
Børnepensionstillæg og børnepension udbetales indtil udgangen af den måned, hvori barnet fylder 21 år, jf. TPL § 16.
34.2.4.2. Grundlaget for fastsættelsen
Børnepensionstillæg og børnepension er uafhængig af tjenestemandens lønmæssige placering og pensionsalder.
34.2.4.3. Beregning
Børnepensionstillæggets og børnepensionens grundbeløb er fastsat i TPL § 15, stk. 1. Til forældreløse børn udbetales børnepension med dobbelt grundbeløb.
Børnepensionstillæg i forbindelse med egenpension, børnepension i forbindelse med ægtefællepension eller børnepension alene kan dog ikke overstige tjenestemandens pensionsgivende løn, jf. TPL § 15, stk. 2.
Der kan kun ydes ét børnepensionstillæg/én børnepension for hvert barn, jf. TPL § 14, stk. 4.