34.2.11.3. Lukkede grupper

I en lukket gruppe, hvor der ikke længere kan ske nyansættelse på tjenestemandsvilkår, skal der – medmindre andet undtagelsesvis aftales mellem Finansministeriet og vedkommende (central)organisation – indgås aftale mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede centralorganisation om implementering af bilag M. Aftalen betegnes i daglig tale som en ”Bilag M-aftale”. Aftalen har til formål at fastlægge tjenestemandspensionsforløbet (skyggepensionsforløbet) for den lukkede gruppe svarende til det hidtidige anciennitetssikrede skalatrinsforløb forlænget med 2 skalatrin, dog maksimalt til og med skalatrin 48.

De 2 skalatrin opnås efter 2 år på slutløn i hidtidigt skalatrinsforløb, hvis dette er baseret på løntrin svarende til 2 skalatrin. Hvis det er baseret på løntrin svarende til 1 skalatrin, opnås det første skalatrin efter 2 år og det andet skalatrin efter 4 år på sluttrin i hidtidigt skalatrinsforløb.

Eksempel 1:
Hidtidigt skalatrinsforløb: 16-18-20-22-24. Alle skalatrin er 2-årige.
Nyt skalatrinsforløb: 16-18-20-22-24-26.

Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 22, fortsættes det hidtidige oprykningsforløb indtil skalatrin 24. 2 år herefter opnås skalatrin 26.

Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 24, opnås skalatrin 26, når den pågældende har været indplaceret på skalatrin 24 i 2 år, uanset om de 2 år ligger helt eller delvis før aftalens virkningstidspunkt.

Eksempel 2:
Hidtidigt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24. Alle skalatrin er 2-årige.
Nyt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24-25-26.

Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 20-23, fortsættes det hidtidige oprykningsforløb indtil skalatrin 24. 2 år herefter opnås skalatrin 25, og efter yderligere 2 år opnås skalatrin 26.

De 2, henholdsvis 4 år på hidtidigt sluttrin, der kræves for opnåelse af de ekstra 2 skalatrin, er uafhængig af, om det hidtidige skalatrinsforløb helt eller delvis har været baseret på 1-årige løntrin. De yderligere trin opnås efter de 2, henholdsvis 4 år på hidtidigt sluttrin, uanset om den krævede tid er tilbagelagt helt eller delvis før overgangen til nyt lønsystem.

Eksempel 3:
Hidtidigt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24. Alle skalatrin er 2-årige.
Nyt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24-25-26.

De 2, henholdsvis 4 år på hidtidigt sluttrin, der kræves for opnåelse af de ekstra 2 skalatrin, er uafhængig af, om det hidtidige skalatrinsforløb helt eller delvis har været baseret på 1-årige løntrin. De yderligere trin opnås efter de 2 henholdsvis 4 år på hidtidigt sluttrin, uanset om den krævede tid er tilbagelagt helt eller delvis før overgangen til nyt lønsystem.

Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 24 og havde været indplaceret på dette skalatrin i 3 år, opnås skalatrin 25 umiddelbart fra aftalens virkningstidspunkt. Når den pågældende har været indplaceret på skalatrin 25 i 1 år, opnås skalatrin 26.