4.5.1.2. Opsigelse af kutymer

Ophør eller ændring af en praksis, der må betragtes som en retligt bindende kutyme, kan derimod kun ske ved opsigelse.

Hvis en kutyme fraviger overenskomsten, kan den som altovervejende hovedregel opsiges til bortfald med passende varsel på et hvilket som helst tidspunkt i en overenskomstperiode. Et passende varsel er normalt 3 måneder.

Et eksempel på en sådan fravigende kutyme kan være ret til frihed med løn juleaftensdag, nytårsaftensdag, 1. maj og/eller grundlovsdag eller ret til en arbejdsgiverbetalt fridag i forbindelse med bryllup eller flytning, jf. PAV kap 26.

I faglig voldgift af 23. januar 2017 (FV 2016.0107) kom voldgiftsretten frem til, at en arbejdsgiver kunne opsige arbejdsgiverbetalte fridage på juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag samt mulighed for tjenestefrihed med løn 1. maj med et passende varsel.

Der findes i voldgiftspraksis enkelte eksempler på, at visse kutymer efter omstændighederne kan opsiges til bortfald med passende varsel, men kun med virkning fra det tidspunkt, til hvilket overenskomsten kan opsiges, dvs. overenskomstens normale udløbstidspunkt, men uafhængig af overenskomstens skæbne. Det drejer sig om kutymer, der har været gældende i meget lang tid, og som har væsentlig betydning for de individuelle ansættelsesforhold.

Der kan være tilfælde, hvor en ændring af vilkårene er så væsentlig, at den tillige må varsles over for medarbejderne med det opsigelsesvarsel, som er gældende i det enkelte ansættelsesforhold.

Hvis en kutyme udfylder, supplerer eller fortolker en overenskomst eller af andre grunde må betragtes som et integreret led i overenskomsten, kan den kun opsiges sammen med og som en del af denne. Der er her reelt tale om uskrevne overenskomstbestemmelser, der lige så lidt som andre overenskomstbestemmelser kan opsiges særskilt.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt der er opstået en retligt bindende kutyme, bør spørgsmålet forelægges Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.