9.3.2. Lighedsgrundsætningen

Det følger af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at hvis de væsentlige forhold i en sag er ens, skal sagerne behandles lige i retlig henseende. Myndighederne må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling.

I tillæg til den almindelige, uskrevne lighedsgrundsætning er der i lovgivningen fastsat en række specielle lighedsgrundsætninger, fx i Lbekg. 645 8/6 2011 om ligebehandling af kvinder og mænd (ligebehandlingsloven). Der må eksempelvis ved ansættelse i det offentlige ikke lægges vægt på ansøgerens køn.

Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret, s. 356 ff., og Søren Højgaard Mørup m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner (2022), 7. udgave, s. 246 ff.