27.3.1. Akademikere

Skm. cirk. 20/12 2021 om overenskomst for akademikere i staten (akademikeroverenskomsten) indeholder bestemmelser om funktion i chefstillinger, der er klassificeret som tjenestemandsstillinger i lønramme 36 og derover.

Fastsættelse af tillæg (funktionsvederlag) for den pågældende chefstilling sker efter forhandlingsreglerne i Fmst. cirk. 10/7 2019 om chefløn (cheflønsaftalen). Hvis der ikke indgås aftale om tillæggets størrelse, fastsættes tillægget (funktionsvederlaget) som forskellen mellem den lønrammeløn, den pågældende ville opnå ved udnævnelse i chefstillingen, og lønnen i den overenskomstansattes egen stilling (inkl. eventuelle tillæg).

I tilfælde af funktion i overenskomststillinger på lønramme 35-niveau og derover, der ikke er klassificeret som tjenestemandsstillinger, skal vedkommende ministerium/styrelse i hvert enkelt tilfælde forhandle med den forhandlingsberettigede organisation om funktionsvederlagets størrelse.

Overenskomsten indeholder ligeledes bestemmelser om funktion i chefstillinger omfattet af Skm. cirk. 24/11 2021 om rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten . Fastsættelse af tillæg (funktionsvederlag) sker efter forhandlingsreglerne i rammeaftalen. Hvis der ikke indgås aftale om tillæggets størrelse, fastsættes tillægget (funktionsvederlaget) som forskellen mellem grundlønnen i den højere chefstilling og lønnen i den overenskomstansattes egen stilling (inkl. eventuelle tillæg).

Ved varetagelse af funktion i højere stilling følges reglerne om konstitution i akademikeroverenskomsten vedrørende karensperiode og bortfald af funktionsvederlaget under fravær i funktionsperioden, samt regler om varetagelse af funktion begrundet i feriefravær.

Reglerne for varetagelse af funktion i højere stilling efter akademikeroverenskomsten følger, udover hvad der er fastsat i overenskomsten, reglerne i funktionsaftalen.

Der kan lokalt indgås aftale om at fravige karensbestemmelserne mv.