24.3.4.1. Bortfald af sygedagpenge

Retten til sygedagpenge kan bortfalde, hvis den ansatte ikke deltager i kommunens behandling af den pågældendes sygesag. Den ansatte skal således fremskaffe de lægeerklæringer og deltage i de møder, som kommunen anmoder om.

Østre Landsret har den 6. juni 2018 afsagt dom i en sag om modregning i sygeløn på grund af manglende sygedagpengerefusion som følge af den ansattes manglende rettidige efterlevelse af kommunale dokumentationskrav. I den konkrete sag havde arbejdsgiver forud for at foretage modregning varslet den ansatte herom ved partshøring. Det fremgik af partshøringen, at arbejdsgiver ville modregne sit tab i den ansattes sygeløn, og at den ansatte havde mulighed for at komme med bemærkninger til beløbets størrelse. Retten fastslog, at arbejdsgiver ikke uden udtrykkelig hjemmel i enten lov eller i aftale- og overenskomstgrundlag er berettiget til at modregne i sygelønnen. Procesbevillingsnævnet har 23. november 2018 meddelt arbejdsgiver tilladelse til at anke dommen af 6. juni 2018 til Højesteret.

Moderniseringsstyrelsen anbefaler, at man som ansættelsesmyndighed indtil videre ikke foretager modregning i sygelønnen i disse tilfælde, men tager et udtrykkeligt forbehold i den konkrete situation om at søge beløbet tilbage, hvis der viser sig mulighed herfor på baggrund af Højesterets dom.

Hvis kommunen ønsker at standse udbetalingen af sygedagpengene på grund af den ansattes adfærd/manglende medvirken, skal kommunerne partshøre den pågældende. Kommunen skal endvidere orientere arbejdsgiveren om partshøringen og det mulige bortfald af sygedagpenge. Udbetalingen af sygedagpenge kan først standses, når partshøringen har fundet sted, og afgørelsen er meddelt den ansatte.

Hvis kommunen fastslår, at den ansatte ikke er sygedagpengeberettiget, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor kommunen indledte sagen. Arbejdsgiveren skal derfor tilbagebetale eventuel refusion, der vedrører tiden efter denne dato.
Arbejdsgiveren skal ikke høre den ansatte i henhold til forvaltningsloven, da beslutningen om at modregne ikke er en selvstændig afgørelse, men derimod en konsekvens af kommunens afgørelse om bortfald af sygedagpenge.

Sygedagpengene er bortfaldet - mulighed for genoptagelse
Udbetalingen af sygedagpenge kan genoptages, hvis betingelserne påny opfyldes, og dette sker senest 4 uger efter, at den ansatte blev underrettet om bortfald af sygedagpengene, jf. sygedagpengelovens § 21. Overskrides 4-ugers fristen, fortabes retten til sygedagpenge og dermed arbejdsgiverens mulighed for refusion. 4-ugers fristen gælder ikke i forhold til en ansat, der har forhalet sin helbredelse. I denne situation bortfalder sygedagpengene endeligt for hele sygeperioden.

Særligt om mulighedserklæringen og bortfald af sygedagpenge
Som nævnt i afsnit 24.2.2.2 om mulighedserklæring kan ansættelsesmyndigheden forlange at få udarbejdet en mulighedserklæring på et hvilket som helst tidspunkt i et sygdomsforløb. Det fremgår af sygedagpengeloven, at hvis den ansatte ikke deltager i samtalen, der danner grundlag for udarbejdelse af mulighedserklæringen, bortfalder den ansattes ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren frem til det tidspunkt, hvor samtalen gennemføres. Sygedagpengene bortfalder dog ikke, hvis der er en rimelig grund til, at den ansatte ikke deltager i samtalen.

I praksis betyder reglerne om bortfald af sygedagpenge derfor følgende:

- Mulighedserklæring og sygeløn i form af sygedagpenge
Arbejdsgiver kan stoppe betaling af sygedagpengene i arbejdsgiverperioden, hvis den ansatte uden rimelig grund afviser at deltage i samtalen.

- Mulighedserklæring og fuld løn under sygdom
Den ansattes manglende deltagelse i samtalen har ikke konsekvenser for den pågældendes ret til fuld løn under fraværet. Men arbejdsgiveren kan efter omstændighederne vælge at anmode om en friattest som dokumentation for, at sygdom forhindrer deltagelse, eller skriftligt meddele, at det manglende samarbejde kan få ansættelsesretlige konsekvenser.

Hvis den ansattes manglende samarbejde først kommer til udtryk efter arbejdsgiverperiodens udløb, er det op til kommunen at varsle bortfald af sygedagpengene.

Særligt om den personlige samtale og bortfald af sygedagpengene
Som nævnt i afsnit 24.2.3 om den personlige samtale har arbejdsgiveren pligt til at holde en personlig samtale med en sygemeldt ansat, medmindre sygdomsforløbet er til hinder for det. Hverken den ansattes manglende deltagelse eller arbejdsgiverens manglende afholdelse af samtalen har konsekvenser for sygedagpengene i henhold til sygedagpengeloven.