21.3.4.1. Transportmiddel og rejseklasse

Både ved valg af transportmiddel og rejseklasse skal der alene lægges vægt på, hvad der i den konkrete situation er det mest hensigtsmæssige og økonomiske for tjenestestedet. Valget skal foretages af tjenestestedet.

Sigtet er at tilpasse transportforholdene, sådan at de er passende set i relation til såvel arbejdssituationen som den ansatte.

Moderniseringsstyrelsen har indgået en rammekontrakt om levering af rejsebureauydelser (rejsebureauaftalen) med Carlson Wagonlit Travel. Statslige institutioner er forpligtet til at bruge rejsebureauaftalen ved køb af rejser.

Selvejende institutioner kan tilslutte sig rejsebureauaftalen, se information herom på www.statensindkob.dk/Tilmelding .

Indkøb af rejser kan ske ved henvendelse til Statens Rejseteam hos Carlson Wagonlit Travel på telefon: 33 63 77 77 eller email: staten.dk@contactcwt.com . Mere information om aftalen findes på Statensindkob.dk .

Statslige institutioners mulighed for at benytte deletjenester i forbindelse med tjenesterejser er nærmere beskrevet i Moderniseringsstyrelsens vejledning til anvendelse af deletjenester.