15.9.1. Indhentning af oplysninger mv.

Hvis der ved behandlingen af ansættelsessager indhentes faktiske oplysninger - eksempelvis telefonisk - om ansøgere, er der efter offentlighedslovens § 13 pligt til at gøre notat herom.

I forbindelse med opslag af en ledig stilling modtager ansættelsesmyndigheden en række almindelige ikke-følsomme oplysninger fra ansøgere til stillingen. Der kan foretages en elektronisk databehandling af oplysningerne fx i form af en registrering og journalisering. Ifølge en udtalelse fra Datatilsynet kan myndigheden imidlertid kun rette henvendelse til ansøgers aktuelle ansættelsessted - og dermed videregive oplysningen om, at den pågældende har søgt væk - hvis ansøger samtykker heri.