15.2.4.4. Prøveansættelsens længde

Prøveansættelsen forud for første varige ansættelse er af en varighed på 2 år, jf. prøvebekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Der kan dog ved aftale mellem vedkommende minister eller den, der bemyndiges dertil, og den forhandlingsberettigede organisation fastsættes en prøveansættelse af længere varighed for enkelte tjenestemandsgrupper, jf. prøvebekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Tidligere ansættelse kan begrunde, at prøveansættelsen nedsættes eller helt bortfalder. Ifølge prøvebekendtgørelsens § 7 kan tidligere ansættelse i staten, folkeskolen, folkekirken, en tilskudsberettiget institution eller i en kommune - efter bestemmelse af vedkommende minister eller den, der bemyndiges dertil - medregnes i prøvetiden under hensyntagen til karakteren af og varigheden af tjenesten i den hidtidige stilling. Tidligere ansættelse som tjenestemand på prøve kan dog højst medregnes med 1 1/2 år.

Finansministeren kan efter indstilling fra vedkommende minister bestemme, at anden tidligere ansættelse end den ovenfor nævnte medregnes i prøvetiden, jf. prøvebekendtgørelsens § 7, stk. 5.

Ved ansættelse af en varigt ansat tjenestemand fra en anden styrelse eller af en tidligere varigt ansat tjenestemand fastsættes prøveansættelsens varighed af ansættelsesmyndigheden, dog højst til 1 år, jf. prøvebekendtgørelsens § 6.