15.6. Turnusordningen for ansatte omfattet af CO II's forhandlingsret

15.6.1. Regelgrundlag

For tjenestemænd og overenskomstansatte, der pr. 31. december 2009 var omfattet af CO II's forhandlingsret, er der åbnet mulighed for at etablere turnusordninger. Disse ordninger kan etableres inden for Fmst. cirk. 26/01 1996 om rammeaftale mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II om turnusordning, der udfyldes ved lokale aftaler.

Det er den enkelte styrelse, der efter drøftelse med vedkommende tillidsrepræsentant afgør, om en turnusordning skal iværksættes. Vælger styrelsen at oprette en turnusordning for de ansatte, skal rammeaftalen følges.

En turnusordning medfører ingen indskrænkning i den almindelige ledelsesret.

Lokalt indgåede aftaler om turnusordning kan begrænses til visse grupper inden for et ministerområde eller en styrelse. Dette skyldes de store forskelle, der er mellem medlemsgrupperne.

Rammeaftalen om turnusordningen har bl.a. til formål at skabe bedre rammer for den lokale efteruddannelsespolitik og fremme mobiliteten. Det kan i de lokale aftaler anføres, at det oprindelige tjenestested vil se positivt på en tilbagevenden, men den ansatte har ikke krav på at vende tilbage til det oprindelige tjenestested.

15.6.2. Tilrettelæggelse

Turnustjeneste bør tilrettelægges således, at den ansatte gør tjeneste på mindst 3 forskellige tjenestesteder/arbejdsområder inden for en periode på 10 år. Turnustjeneste i henhold til lokale aftaler må ikke medføre tvungent bopælsskift. Omvendt udløser frivilligt bopælsskift efter en lokal turnusordning ikke flyttegodtgørelse.

Turnustjeneste efter de lokale ordninger bør tillige tilrettelægges således, at den ansatte bevarer sin hidtidige løn (ekskl. eventuelle funktionsbestemte tillæg). Dog kan der ske ændringer i stedtillægsområde.

Det vil i øvrigt være naturligt, at deltagelse i turnustjeneste indgår i bedømmelsen ved ydelse af decentral løn.