4.6.5. Konsekvenser for arbejdstagere, der deltager i en overenskomststridig arbejdsstandsning

4.6.5.1. Ferie

En arbejdstager, der holder ferie ved begyndelsen af en konflikt, anses først for at have deltaget i konflikten fra det tidspunkt, da vedkommende ellers skulle have mødt på arbejde.

Hvis arbejdstageren ønsker at påbegynde ferie under arbejdsstandsningen, kan det kun ske, hvis der indgås aftale med arbejdsgiveren herom. Dette gælder, selv om ferien er aftalt før arbejdsstandsningen.

Hvis arbejdstageren har ret til løn under ferie, vil arbejdsgiveren i så fald være forpligtet til at udbetale løn i den pågældende ferieperiode.

4.6.5.2. Sygdom

Arbejdstagere, som var sygemeldte, før arbejdsstandsningen blev iværksat, og som fortsat er syge under en arbejdsstandsning, har lovligt forfald og har derfor krav på normal løn for sygedagene.

Bliver en arbejdstager derimod syg under konflikten, anses den pågældende fortsat som deltager i konflikten.

4.6.5.3. Barsel/adoption

En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse har ikke betydning for afholdelse af barsels- eller adoptionsorlov. Dette gælder, uanset om orloven er påbegyndt ved konfliktens start eller ej. Hvis arbejdstageren har krav på løn under orloven, vil arbejdsgiveren være forpligtet til at udbetale løn i den pågældende periode.

4.6.5.4. Opsigelse

Medarbejdere kan ikke ved opsigelse af deres stilling frigøre sig fra at betale bod. Hvis arbejdsstandsningen strækker sig ud over fratrædelsestidspunktet, vil medarbejderen dog kun være forpligtet til at betale bod frem til dette tidspunkt.

4.6.5.5. Anciennitet mv.

Der optjenes ingen former for anciennitet (fx løn- og opsigelsesanciennitet) eller andre rettigheder under deltagelse i en arbejdsstandsning.

4.6.5.6. Løntræk

Arbejdstagere, som deltager i en arbejdsstandsning, skal i alle tilfælde trækkes i løn for den tid, de har deltaget i arbejdsstandsningen. Løntrækket finder sted efter reglerne i Fmst. cirk. 1/9 2015 .