4.5.2.4. Mæglingsmøder

En uenighed, der ikke har kunnet løses lokalt, overgives til forhandling mellem overenskomstens parter ved et mæglingsmøde, hvis en af parterne forlanger det. Ved mæglingsmødet er de lokale parter typisk også repræsenteret.

Mæglingsmødet er desuden den formelle start på behandlingen af uoverensstemmelser, der er opstået direkte mellem overenskomstparterne.

Med overenskomstens parter menes altid de parter, der har indgået den (fælles)overenskomst eller organisationsaftale, som den pågældende fortolkningstvist vedrører. Det er således de parter, der har indgået overenskomsten, der har retten til at fortolke den.

Det betyder bl.a., at hvis striden drejer sig om fortolkning af fællesoverenskomsterne med OAO-S og LC/CO10, er parterne ved mæglingsmødet Finansministeriet og vedkommende centralorganisation. Hovedaftalerne med OAO-S og LC/CO10 indeholder dog regler om, at centralorganisationerne under visse betingelser kan lade sig repræsentere af en medlemsorganisation.

I modsætning til fællesoverenskomsterne er akademikeroverenskomsten ikke indgået med centralorganisationen som part, men med de enkelte medlemsorganisationer. Det er således den enkelte akademikerorganisation, der er part ved mæglingsmødet.

Hvis uenigheden vedrører fortolkningen af en organisationsaftale eller en selvstændig overenskomst, er parterne Finansministeriet og vedkommende forbund. I sager om fortolkning af delegationsoverenskomster eller lokalaftaler er parterne dog vedkommende ministerium/styrelse/virksomhed og forbund.