4.3.2.2. Forligsinstitutionen

Med henblik på at undgå omfattende og ødelæggende arbejdskampe er der ved forligsmandsloven etableret en forligsinstitution. Der er udnævnt 3 forligsmænd, som har til opgave at søge stridigheder mellem arbejdsgivere og arbejdstagere bilagt.

Er der ikke enighed om en (ny) overenskomst, fortsætter forhandlingerne i Forligsinstitutionen, hvis en af overenskomstparterne anmoder om det. Initiativet kan også tages af Forligsinstitutionen, som skal have kopi af alle konfliktvarsler, jf. afsnit 4.3.2.7.

I Forligsinstitutionen kan repræsentanter for de involverede ministerier og styrelser deltage sammen med Finansministeriets forhandlere.

Forligsinstitutionen har bl.a. mulighed for at udsætte en konflikt og fremsætte mæglingsforslag, som parterne skal tage stilling til. Forligsinstitutionen har desuden mulighed for at sammenkæde flere mæglingsforslag, så resultaterne af afstemningerne for de forskellige involverede personalegrupper lægges sammen. Dette indebærer, at der bliver en samlet løsning for alle de personalegrupper, der er omfattet af de sammenkædede mæglingsforslag.