19.2.7. Over- og merarbejde

Hvis den præsterede arbejdstid har oversteget den normale arbejdstid for perioden, godtgøres de overskydende timer efter reglerne om overarbejdsgodtgørelse.

Følgende ansatte er dog undtaget fra reglerne om overarbejdsgodtgørelse:

  1. Ansatte, der er omfattet af cheflønsaftalen , dvs. ansatte i lr. 35 og derover.
  2. Ansatte, der i henhold til anden aftale er undtaget fra reglerne om overarbejdsgodtgørelse. Det gælder fx for
  3. ansatte, som får et tillæg som godtgørelse for overarbejde
  4. ansatte/stillingskategorier, der i henhold til aftaler om nyt lønsystem er undtaget fra overarbejdsreglerne.
  5. Ansatte, der selv har afgørende indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og arbejdstidens placering, eller hvis normale arbejde i øvrigt ikke er kontrollabelt. Det gælder fx for
  6. ansatte med ledelsesbeføjelser, dvs. ansatte, som har det overordnede ansvar for at lede og fordele arbejdet for andre
  7. ansatte, der i væsentligt omfang selv tilrettelægger deres arbejdstid og arbejdsform, dvs. for hvem det ikke er fastlagt, hvor og hvornår en række af arbejdsopgaverne skal udføres, men hvor det afgørende er, at arbejdsydelsen præsteres eller ”resultatet” leveres inden for de tidsrammer, der er fastsat af ledelsen
  8. ansatte, der i deres daglige arbejde ikke umiddelbart er underlagt ledelsesinstrukser fra en overordnet medarbejder på arbejdspladsen, og hvis arbejdstid heller ikke på anden måde er direkte kontrollabel.

Ansatte, der er undtaget fra reglerne om overarbejdsgodtgørelse, har i stedet mulighed for at få overskydende timer godtgjort efter reglerne om merarbejdsgodtgørelse.

Flekstidsordninger
, hvor den ansatte i et vist omfang selv kan placere dele af arbejdstiden inden for nærmere lokalt aftalte rammer, har ikke i sig selv betydning for, om en ansat er omfattet af overarbejds- eller merarbejdsreglerne. Der kan dog være aftalt nærmere retningslinjer herfor i den lokale flekstidsordning.

Distancearbejde , dvs. arbejde der i henhold til rammeaftalen om distancearbejde udføres uden for den normale arbejdsplads ved hjælp af en elektronisk kommunikationsforbindelse, er i henhold til distancearbejdsaftalen omfattet af arbejdstidsaftalens almindelige bestemmelser om over- og merarbejdsgodtgørelse.

Når parterne aftaler de nærmere retningslinjer for distancearbejde, kan arbejdstidsbestemmelserne eventuelt fraviges eller suppleres ved lokal aftale.

19.2.7.1. Overarbejdsgodtgørelse

Hvis den præsterede arbejdstid har oversteget den normale arbejdstid for perioden, godtgøres de overskydende timer efter arbejdsgiverens valg med afspadsering i et tilsvarende antal timer med et tillæg på 50 pct., med timeløn med et tillæg på 50 pct. eller med en kombination heraf.

For deltidsansatte ydes tillægget på 50 pct. dog kun for de timer, der overstiger den normale arbejdstid ved fuldtidsbeskæftigelse.

For plustidsansatte ydes tillægget på 50 pct. kun for de timer, der overstiger den aftalte plustid.

Det er en forudsætning, at arbejdet har været beordret eller nødvendigt af hensyn til den forsvarlige varetagelse af arbejdsopgaverne.

Timelønnen beregnes som 1/1924 af årslønnen for fuldtidsbeskæftigelse, medmindre andet er aftalt.

For tjenestemænd, der aflønnes efter skalatrinssystemet, beregnes timelønnen på grundlag af den aktuelle årsløn på det pågældende skalatrin. Ved årslønnen forstås lønnen efter lønjusteringsaftalens kapitel 1, inkl. procentregulering.

For tjenestemænd på nye lønsystemer fremgår det af den pågældende aftale om nyt lønsystem, hvilke løndele der indgår i beregningsgrundlaget.

For overenskomstansatte, der følger tjenestemændenes arbejdstidsaftale, henvises til reglerne i den pågældende overenskomst eller organisationsaftale.

19.2.7.2. Merarbejdsgodtgørelse

Til ansatte, der er undtaget fra reglerne om overarbejdsgodtgørelse, jf. afsnit 19.2.7 , kan der ydes merarbejdsgodtgørelse i form af afspadsering eller betaling, hvis den præsterede arbejdstid har oversteget den normale arbejdstid for perioden.

Godtgørelsen fastsættes af ansættelsesmyndigheden efter drøftelse med den enkelte ansatte.

Ved fastsættelsen indgår såvel en kvantitativ som en kvalitativ vurdering af merarbejdet, herunder merarbejdets omfang, den præsterede indsats og resultatet heraf. Der kan desuden tages hensyn til eventuelle særlige omstændigheder, hvorunder merarbejdet er udført.

Der kan ikke ydes merarbejdsgodtgørelse efter arbejdstidsaftalens bestemmelser til tjenestemænd, der har topcheftillæg, eller til tjenestemænd, der efter cheflønsaftalen er undtaget fra reglerne om merarbejde.

Tillæg, der er givet til specialkonsulenter og konsulenter i forbindelse med en ændring af de pågældendes merarbejdsregler, jf. § 23, stk. 4, i arbejdstidsaftalen af 12. april 2000 , er opretholdt.

19.2.7.3. Afspadsering af over- og merarbejde

Hvis over- eller merarbejde godtgøres med afspadsering, skal denne afvikles inden for en frist på 3 måneder efter opgørelsesperiodens (normperiodens) afslutning.

Det er dog muligt at aftale med den ansatte, at afspadseringen udskydes i op til 1 år efter opgørelsesperiodens (normperiodens) udløb.

Afspadseringen skal varsles mindst 80 timer, før den skal påbegyndes.

Hvis afspadseringen ligger i direkte forlængelse af fri- eller feriedage, skal den dog under alle omstændigheder varsles, før fri- eller feriedagene påbegyndes.

Afspadsering bør så vidt muligt gives i hele eller halve dage. Sådanne dage er ikke fridage i arbejdstidsaftalens forstand og skal derfor ikke opfylde kravene om minimumslængde, og de er ikke omfattet af de særlige regler om godtgørelse for inddragelse af fridage.

Den ansatte har ikke pligt til at påbegynde en planlagt afspadsering, hvis den pågældende er syg.

Det betyder, at en ansat, der bliver syg før arbejdstids begyndelse den dag, afspadseringen skulle være påbegyndt, har ret til erstatningsfrihed.

Hvis der gives flere afspadseringsdage i sammenhæng, betragtes dagene som et sammenhængende hele, dvs. at afspadseringen kun suspenderes, hvis sygdommen indtræder før normal arbejdstids begyndelse på første afspadseringsdag.

Hvis over- eller merarbejdet ikke er afviklet inden afspadseringsfristens udløb, skal der ske betaling ved den følgende lønudbetaling, medmindre den ansatte vælger at få timerne konverteret til opsparingsdage, jf. afsnit 19.2.7.4 .

Der kan også ske betaling før fristens udløb, hvis ansættelsesmyndigheden vurderer, at afspadsering ikke vil være mulig eller hensigtsmæssig.

19.2.7.4. Konvertering til opsparingsdage

Den ansatte kan vælge, om afspadsering, der ikke er afviklet inden fristens udløb, skal godtgøres kontant eller konverteres til opsparingstimer/-dage, jf. arbejdstidsaftalens § 11 .

Ansættelsesmyndigheden kan begrænse adgangen til at konvertere uafviklet afspadsering til opsparingsdage.

Der kan således fastsættes et maksimum, dels for hvor mange timer der årligt kan konverteres til opsparingstimer/-dage, dels for den til enhver tid værende opsparing af timer/dage. Maksimum kan dog ikke fastsættes til mindre end 74 timer - for ansatte på deltid eller plustid en forholdsmæssig del heraf.

Afspadsering, der er konverteret til opsparingsdage, kan ikke senere tilbageføres og godtgøres kontant, jf. dog nedenfor om afregning i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør.

Tidspunktet for afvikling af opsparingstimerne fastlægges efter aftale mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte. Afvikling kan ske såvel i timer som i hele dage.

Den ansatte har ret til sædvanlig løn, inkl. eventuelle fast påregnelige tillæg, under afvikling af opsparingstimerne.

Ved ansættelsesforholdets ophør afregnes eventuelle uafviklede opsparingstimer kontant med den aktuelle timeløn (det vil sige den timeløn, der i øvrigt lægges til grund ved beregning af over- eller merarbejdsgodtgørelse, men ekskl. over-/merarbejdstillægget).

Hvis opsparingen ved den ansattes eller ansættelsesmyndighedens opsigelse af ansættelsesforholdet overstiger 74 timer - for ansatte på deltid eller plustid en forholdsmæssig del heraf - kan ansættelsesmyndigheden kræve, at de overskydende timer afvikles i opsigelsesperioden.

Eventuelle omsorgstimer/-dage, der var optjent efter de tidligere gældende regler om konvertering af uafviklet afspadsering, blev pr. 1. maj 2015 ændret til opsparingstimer/-dage.