14.6. Åremålsperioden

Åremålsansættelse er tidsbegrænset til en periode på minimum 3 og maksimum 6 år. Åremålets længde fastsættes af vedkommende minister i det enkelte tilfælde.

Forlængelse af åremålsansættelsen kan ske uden opslag for en periode af maksimalt 3 år. Forlængelsen kan foretages i flere tempi, men forlængelsernes samlede varighed kan ikke overstige 3 år, heller ikke selvom den oprindelige åremålsperiode var kortere end 6 år. Forlængelserne behøver ikke at være i perioder på hele år.

Genansættelse i ny(e) periode(r) kan ligeledes finde sted, men kun efter nyt opslag. Genansættelse kan højst ske to gange eller i øvrigt, hvis genansættelsen er begrundet i objektive forhold, jf. TL § 33 c, og under overholdelse af de sædvanlige procedureregler, herunder reglerne om kongelig udnævnelse, der gælder ved nybesættelse af stillinger.