22.1.3.8. Besøgsrejser

En medarbejder, der modtager godtgørelse for dobbelt husførelse, kan hver uge få godtgjort udgiften til en rejse tur/retur til besøg hos familien. Rejser kan ikke spares op. Hvis fly benyttes, skal medarbejderen selv betale det beløb, der overstiger udgiften til billigste offentlige transportmiddel. For rejser til og fra Bornholm refunderes dog udgiften til billigste flybillet. Hvis medarbejderen vil benytte privat bil eller motorcykel, udbetales godtgørelse pr. km efter den lave takst, jf. Fmst. cirk. 3/1 2023 om tjenesterejseaftalen (tjenesterejseaftalen), samt eventuel færgeudgift/broafgift, dog i alt maksimalt et beløb svarende til udgiften for billigste offentlige transportmiddel.

I stedet for godtgørelse af udgifterne til en hjemrejse kan medarbejderen, hvis de tjenstlige forhold ikke er til hinder for det, få godtgjort befordringsudgifterne til ægtefællens og/eller de hjemmeværende børns besøgsrejse til det ny tjenestested inden for samme udgiftsbeløb, som pågældendes egen hjemrejse ville kunne godtgøres med, jf. flyttegodtgørelsesaftalens § 18, stk. 4.