30.3.2. Overenskomstansatte mfl.

For overenskomstansatte og andre ansatte med forsikringsmæssig pensionsordning kan de økonomiske vilkår bestå af

enten        a. et fratrædelsesbeløb og/eller

b. tjenestefrihed med løn

eller          c. indbetaling af ekstraordinære pensionsbidrag.

Fratrædelsesbeløb kan have indflydelse på, fra hvilket tidspunkt et medlem af en arbejdsløshedskasse kan overgå til efterløn. Da det er vedkommendes arbejdsløshedskasse, der træffer afgørelse om tidspunktet for overgang til efterløn, må den ansatte rette henvendelse til arbejdsløshedskassen for vejledning.

Hvis pensionsbegivenheden indtræder inden det aftalte fratrædelsestidspunkt, fx ved dødsfald eller pensionering på grund af svagelighed eller tilskadekomst, er aftalen om frivillig fratræden bortfaldet. Som en konsekvens heraf bortfalder et eventuelt fratrædelsesbeløb, tjenestefrihed med løn og indbetaling af ekstraordinære pensionsbidrag.

30.3.2.1. Fratrædelsesbeløb

Ansættelsesmyndigheden kan yde et fratrædelsesbeløb til overenskomstansatte, der har været uafbrudt beskæftiget i staten eller folkekirken i mindst 12, 15 eller 18 år, jf. aftalens § 15 . Fratrædelsesbeløbet svarer til:

  • 1 måneds løn efter 12 års uafbrudt beskæftigelse
  • 2 måneders løn efter 15 års uafbrudt beskæftigelse
  • 3 måneders løn efter 18 års uafbrudt beskæftigelse.

I særlige tilfælde kan fratrædelsesbeløbet forhøjes og/eller de hertil knyttede beskæftigelseskrav nedsættes, dog således at der maksimalt kan ydes et fratrædelsesbeløb svarende til:

  • 2 måneders løn efter 9 års uafbrudt beskæftigelse
  • 4 måneders løn efter 12 års uafbrudt beskæftigelse
  • 6 måneders løn efter 15 års uafbrudt beskæftigelse.

Beskæftigelsen i staten eller folkekirken anses ikke for afbrudt i tilfælde af tjenestefrihed uden løn, men en sådan tjenestefrihedsperiode medregnes ikke i beskæftigelsesperioden.

Fratrædelsesbeløbet beregnes på samme måde som løn under sygdom, men eksklusiv eget og arbejdsgivers pensionsbidrag og eksklusiv eget og arbejdsgivers ATP-bidrag. Der indbetales ikke pensionsbidrag af fratrædelsesbeløbet, ligesom der ikke betales feriepenge af fratrædelsesbeløbet. Fratrædelsesbeløb forfalder til betaling ved fratrædelsen, medmindre andet er aftalt lokalt.

Hvis den berettigede dør før fratrædelsestidspunktet eller det andet tidspunkt, der er aftalt for udbetaling af fratrædelsesbeløbet, bortfalder fratrædelsesbeløbet.

30.3.2.2. Tjenestefrihed med løn

Ansættelsesmyndigheden kan imødekomme en ansats anmodning om hel eller delvis tjenestefrihed med løn i en periode af indtil 7 måneders varighed umiddelbart forud for fratrædelsestidspunktet, jf. aftalens § 16 . Tilgodehavende ferie forudsættes i videst muligt omfang afholdt i eller forud for tjenestefrihedsperioden.

Det bør fremgå af aftalen om frivillig fratræden, hvornår den ansatte afholder ferie. Aftalen kan også indeholde et vilkår om, at alle afviklingsmodne særlige feriedage afholdes i tjenestefrihedsperioden.

30.3.2.3. Ekstraordinære pensionsbidrag

For overenskomstansatte mfl. med en forsikringsmæssig pensionsordning, der kan gå på pension, kan ansættelsesmyndigheden som alternativ til fratrædelsesbeløb og/eller tjenestefrihed med løn indbetale et ekstraordinært pensionsbidrag, jf. aftalens § 17 . Ansættelsesmyndigheden kan indbetale op til 4 års ekstraordinært pensionsbidrag (såvel egetbidrag som arbejdsgiverbidrag) til pensionsordningen.

Der er ikke knyttet anciennitetsbetingelser til adgangen til indbetaling af ekstraordinært pensionsbidrag. Det ekstraordinære pensionsbidrag indbetales en gang for alle og beregnes på grundlag af pensionsbidraget ved den sidste normale lønudbetaling inden fratrædelsen.