18.3.4. Virksomhedspraktik

Virksomhedspraktik er en ordning, der skal hjælpe personer ind på arbejdsmarkedet ved at give et kort introduktionsforløb på en arbejdsplads.

18.3.4.1. Målgruppe

Virksomhedspraktik er rettet mod personer, som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer har vanskeligheder ved at opnå beskæftigelse på ordinære vilkår. Virksomhedspraktik kan anvendes både for ledige og for personer med nedsat arbejdsevne.

Formålet med virksomhedspraktik er:

  • at afklare personens beskæftigelsesmål – dvs. at afklare, hvad der skal til, for at personen kan opnå beskæftigelse på ordinære eller særlige vilkår
  • at optræne personens faglige og sociale kompetencer.

For institutionen kan virksomhedspraktik også benyttes til at vurdere, om praktikanten kan ansættes i et fast job eller i et tilskudsjob umiddelbart efter praktikkens ophør.

Virksomhedspraktik varer 4-13 uger, som i særlige tilfælde kan forlænges op til 26 uger, afhængig af målgruppen.

Det er jobcentret, der vurderer, hvilke personer der har brug for et afklaringsforløb, og det er jobcentret, der forestår visitationen af ledige til virksomhedspraktik.

18.3.4.2. Ansættelsesmæssige forhold

Personer i virksomhedspraktik er ikke ansat og er derfor ikke omfattet af de regler, der efter lov eller kollektiv overenskomst gælder for lønmodtagere. Dog gælder arbejdsmiljølovgivningen og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Institutionen skal ikke udstede et ansættelsesbevis. Institutionen udbetaler ikke løn under praktikopholdet, da personer i virksomhedspraktik stadig modtager deres hidtidige individuelle hjælp fra a-kassen eller kommunen.

Deltagelse i virksomhedspraktik skal ligge inden for institutionens normale arbejdstid og må ikke have et omfang, der overstiger normal arbejdstid pr. uge.

18.3.4.3. Særlige bestemmelser

Virksomhedspraktik må ikke anvendes til at løse kortvarige sæsonprægede arbejdsopgaver i en institution, og virksomhedspraktik må ikke etableres alene med det formål, at praktikanten skal erstatte en ordinært ansat på grund af besparelser, barselsorlov eller andet.

Der skal på institutionen være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af personer i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud. Det er dog ikke et krav, at etablering af virksomhedspraktik skal medføre en merbeskæftigelse i forhold til institutionens normale beskæftigelse. Under virksomhedspraktik kan der således udføres arbejde, der ellers ville blive udført som almindeligt lønnet arbejde.

Ansættelsesmyndigheden skal være opmærksom på, at ledige ikke kan komme i virksomhedspraktik i den virksomhed, de senest har været ansat i.

Jobcentret kan i forbindelse med virksomhedspraktik yde tilskud til hjælpemidler, herunder køb af arbejdsredskaber, samt til frikøb og opkvalificering af en mentor, jf. kap. 9b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.