8.5. Outplacement og kompetenceudvikling som led i flytning af statens arbejdspladser

I forbindelse med geografisk flytning af statens arbejdspladser har regeringen afsat 25.000 kr. til outplacement- og kompetenceudviklingsforløb pr. medarbejder, der afskediges, fordi den pågældende vælger ikke at flytte med jobbet. Ordningen er beskrevet i Fmst. cirk. 12/1 2018 om refusion af udgifter til outplacement- og kompetenceudviklingsforløb som led i geografisk flytning af statslige arbejdspladser.

Refusionsordningen gælder for outplacement- og kompetenceudviklingsforløb, hvor følgende kriterier er opfyldt:

  1. Medarbejderens arbejdsplads flytter som led i regeringens udspil om geografisk flytning af statslige arbejdspladser
  2. Flytningen udgør en væsentlig stillingsændring for medarbejderen
  3. Opsigelsesvarsel er afgivet som følge heraf, idet medarbejderen ikke ønsker at flytte med arbejdspladsen
  4. Forløbet gives tidligst 6 måneder, før flytningen af den pågældende medarbejder skulle være gennemført, og påbegyndes senest mens den pågældende stadig er ansat.

Outplacement- og kompetenceudviklingsforløb kan gives til alle ansatte, som opfylder kriterierne.

Outplacement- og kompetenceudviklingsforløb skal være påbegyndt, inden medarbejderen fratræder sin stilling, og der er ikke mulighed for forudbetaling af outplacement- og kompetenceudviklingsforløb, jf. Fmst. cirk. 17/12 2015 om Budgetvejledning 2016 .

Refusion af udgifter til outplacementforløb sker ved anvendelse af et ansøgningsskema.

Ansøgningsskemaet udfyldes og indsendes samlet med dokumentation af ressortministerierne som elektronisk faktura. Se vejledningen, hvor ansøgningsproceduren er beskrevet .

Anmodninger om refusion behandles hvert halve år med ansøgningsfrist 5 arbejdsdage før afslutningen af periode 6 (juni) og 5 arbejdsdage før afslutningen af periode 12 (december).