7.1.4. Information og drøftelse i samarbejdsudvalget

Ledelse og medarbejdere skal informere hinanden om og drøfte arbejdspladsens forhold, jf. samarbejdsaftalens § 3. Informationen skal så vidt muligt gives både skriftligt og mundtligt.

Ledelsen har en særlig informationspligt om arbejdspladsens udvikling og forventede udvikling i aktiviteter, økonomisk situation, strukturændringer og situationer, hvor beskæftigelsen er truet. Ledelsens informationspligt er nærmere uddybet i Notat om SU-aftalens bestemmelser om ledelsens pligt til information og drøftelse i Samarbejdsudvalget .

Det er ledelsens ansvar at sikre, at informationen og drøftelsen etableres mellem den ledelse, som har kompetencen, og medarbejderrepræsentanter for de personalegrupper, som berøres.

Medarbejderrepræsentanterne skal informere samarbejdsudvalget om synspunkter og forhold hos medarbejderne, der har betydning for samarbejdet.

Samarbejdsudvalget skal sikre, at samtlige medarbejdere holdes orienteret om samarbejdsudvalgets arbejde.

Samarbejdsudvalget skal drøfte de forhold, der er omfattet af informationspligten, hvis ledelses- eller medarbejderrepræsentanterne ønsker det.