6.3.2.1. Særlige regler om valg af tillidsrepræsentanter ved geografisk flytning

Der gælder særlige regler for valg af tillidsrepræsentanter ved geografisk flytning af en institution. Når dele af institutionen flytter før øvrige dele, kan der på enten den oprindelige eller den flyttede del af institutionen, hvor der ikke er en tillidsrepræsentant, vælges en midlertidig tillidsrepræsentant pr. medarbejdergruppe. Det er en forudsætning, at der ikke allerede er en tillidsrepræsentant det pågældende sted. Betingelserne i aftalens § 2, stk. 1, skal være opfyldt også i disse situationer, jf. afsnit 6.3.1.1.

Hvervet for en midlertidig tillidsrepræsentant bortfalder automatisk fra det tidspunkt, hvor hele institutionen er endeligt flyttet, eller hvis der på en af institutionerne er mere end én tillidsrepræsentant.

På nyetablerede institutioner og på institutioner, som flytter geografisk, hvor ingen kandidater opfylder anciennitetskravet i aftalens § 2, stk. 5, kan medarbejdere med kortere anciennitet end 9 måneder vælges som tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten er først omfattet af reglerne i §§ 11-14 efter 3 måneders ansættelse, jf. afsnit 6.6.