26.2.3.7. Pasning af nærtstående med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

I henhold til lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager har en ansat ret til fravær fra arbejdet, når vedkommende bliver ansat af kommunen efter § 118 i serviceloven til at passe en nærtstående i hjemmet, fordi vedkommende har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse.

Ved OK18 er det aftalt, at ret til fravær efter § 118 i serviceloven indskrives i aftale om tjenestefrihed af familiemæssige årsager.

Personen kan ansættes af kommunen i op til 6 måneder i sammenhæng til at passe den nærtstående. Pasningen kan forlænges med indtil 3 måneder, hvis særlige forhold taler herfor. Pasningen kan opdeles i perioder af hele måneder eller - efter aftale med ansættelsesmyndigheden - i kortere perioder.

Med hensyn til de nærmere vilkår for ansættelse af kommunen henvises til serviceloven .

En ansat, der ønsker at udnytte retten til fravær, skal senest 6 uger før give arbejdsgiveren meddelelse om tidspunktet for fraværets begyndelse og længden heraf. Hvis tidspunktet udskydes, skal den ansatte uden ugrundet ophold give arbejdsgiveren meddelelse herom. Den ansatte skal desuden uden ugrundet ophold give arbejdsgiveren meddelelse om det nye tidspunkt for fraværets begyndelse.

En ansat, der udnytter retten til fravær, og som ønsker at genoptage arbejdet før det oprindelig varslede tidspunkt, skal senest 4 uger før genoptagelsen give arbejdsgiveren meddelelse herom.

Der ydes ikke løn under sådant fravær, og perioden (perioderne) medregnes ikke i løn- og pensionsancienniteten.

En arbejdsgiver må ikke afskedige en ansat, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær, udnytter retten til fravær eller har været fraværende. Afskediges en ansat i strid hermed, har den pågældende krav på en godtgørelse fra arbejdsgiveren, jf. § 4 i lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager .