29.2.2.17. Afslutning af det tjenstlige forhør

Tjenestemanden kan også efter forhørets afslutning afgive skriftlige indlæg. Vedkommende centralorganisation skal have meddelelse om sagens stilling, hvis det må antages, at sagen slutter med overførsel til andet arbejdssted, degradation eller afsked, jf. TL § 22, stk. 1. Organisationen skal tillige have adgang til at udtale sig.

Forhørslederens beretning ledsages som nævnt af en indstilling om sagens afgørelse, hvis ansættelsesmyndigheden anmoder derom.

Det er normalt den pågældende ansættelsesmyndighed, der fastsætter en eventuel sanktion. En afgørelse om afsked kan dog kun træffes af den pågældende minister eller af den, der bemyndiges dertil.

Ved valg af eventuel sanktion skal der tages hensyn til almindelige ligheds- og proportionalitetsgrundsætninger, se herom i. PAV kap. 9. Desuden er pålæg af disciplinærsanktion efter tjenestemandslovens kap. 4 eller tilsvarende regler for tjenestemandslignende ansatte undergivet reglerne i forvaltningsloven, fx vedrørende aktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning, og der henvises derfor til PAV kap. 9.

Hvis den påtænkte disciplinære sanktion er afsked, skal der foretages partshøring vedrørende såvel afskedsgrundlaget som pensionsudtalelsen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

For så vidt angår afskedigelsesproceduren henvises til PAV kap. 31.

Når forhørslederens beretning og eventuelle indstilling modtages, skal ansættelsesmyndigheden ligeledes tage stilling til ophævelse af eventuel suspension.