29.2.2.16. Offentlighed

Forhør og retsmøder, der afholdes under sagen, er normalt ikke offentlige, ligesom der ikke må ske offentliggørelse af, hvad der passerer under lukkede forhør. Det samme gælder det skriftlige materiale, der er fremskaffet under forhøret.

Forbuddet mod offentliggørelse gælder også de oplysninger, der udgør det tilgrundliggende materiale for forhøret, hvadenten disse foreligger mundtligt eller skriftligt. Forbuddet antages tillige at omfatte forhørslederens beretning herunder en eventuel indstilling om sagens afgørelse. Det høringssvar, tjenestemanden afgiver over beretningen og indstillingen, jf. TL § 21, stk. 5, er ligeledes omfattet af forbuddet.

Den involverede tjenestemand er dog berettiget til at offentliggøre de dele af indstillingen, der vedrører den pågældende selv. Hvis ansættelsesmyndigheden ønsker at offentliggøre indstillingen, kræver det den pågældende tjenestemands samtykke. Tilsvarende gælder for offentliggørelse af beretningen, idet det dog her tillige må kræves, at vedkommende centralorganisation giver sin tilslutning.

Offentliggørelsesforbuddet er dog ikke til hinder for, at ansættelsesmyndigheden efter sagens afslutning kan offentliggøre en meddelelse om undersøgelsens udfald, eventuelt med en kort begrundelse for den trufne afgørelse.

Overtrædelse af offentliggørelsesforbuddet kan straffes med bøde.

Efter anmodning fra tjenestemanden og med vedkommende centralorganisations tilslutning kan ansættelsesmyndigheden dog i ganske særlige tilfælde bestemme, at offentligheden skal have adgang til at overvære sagens behandling.