29.2.2.15. Parts- og vidneforklaring

Spørgsmål om vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder afgøres af forhørslederen.

Det antages, at retsstillingen for parten, dvs. den tjenestemand, som forhøret drejer sig om, er følgende:

For så vidt angår ikke-strafbare forhold, der indgår i det tjenstlige forhør, har parten vidnepligt, medmindre disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner over for den pågældende. Dette gælder efter ombudsmandens opfattelse i hvert fald, hvor der kan blive tale om disciplinær afskedigelse.

I det omfang parten herefter har vidnepligt eller vælger at udtale sig, er der sandhedspligt.

Undladelse af at afgive forklaring eller afgivelse af urigtig forklaring i strid med foranstående vil kunne behandles som en tjenesteforseelse.

Indgår der strafbare forhold i forhøret, har parten ikke vidnepligt i relation til disse forhold. Hvis parten er mistænkt for strafbare forhold, har den pågældende slet ikke vidnepligt. I sådanne tilfælde har parten heller ikke sandhedspligt, hvis vedkommende vælger at udtale sig.

Alle ansatte - både tjenestemænd og andre - har som udgangspunkt pligt til at vidne under tjenstligt forhør og har pligt til at tale sandhed. En vidnefritagelsesgrund kan dog foreligge efter en analogi af § 171, stk. 2, nr. 1, i Lbekg. 1655 25/12 2022 om rettens pleje (retsplejeloven). Der ydes ikke særlig godtgørelse for afgivelse af vidneforklaring.

Hvis andre end ansatte afgiver vidneforklaring under forhør, gælder samme regler om sandhedspligt.

Forklaringer kan eventuelt afgives ved byretten på det sted, hvor den pågældende bor, eller hvor tjenestemandsforhøret afholdes.

Forhørslederen har ved forhørets begyndelse pligt til at vejlede både parten og vidnerne om vidnepligts- og sandhedsspørgsmålet. Der bør i forhørsprotokollen udtrykkeligt anføres, at parten og eventuelle vidner er vejledt herom, jf. afsnit 29.2.2.12.