28.2.8. Underretning/indkaldelse

Det fremgår af værnepligtsmyndighedernes (Forsvarets Rekruttering, Beredskabsstyrelsen og Militærnægteradministrationen) administrative praksis, at værnepligtige og kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår indkaldes med mindst 2 måneders varsel.

Der vil således - uanset formen for værnepligtstjeneste - være indkaldt med mindst 2 måneders varsel, medmindre den pågældende har udtrykt ønske om "indkaldelse snarest".

Den værnepligtige eller værnepligtslignende ansatte skal underrette arbejdsgiveren om indkaldelsestidspunktet senest 2 uger efter, at han har modtaget meddelelse om dette.

Lønmodtagere, der har tegnet rådighedskontrakt med forsvaret, skal underrette arbejdsgiveren senest 14 dage efter, at de har modtaget indkaldelsen. Hvis indkaldelse sker med mindre end 4 ugers varsel, skal arbejdsgiveren underrettes uden ugrundet ophold, det vil normalt sige straks efter modtagelsen af indkaldelsen.

Underretningen bør af bevismæssige årsager være skriftlig.

28.2.8.1. Manglende underretning

Hvis underretning undlades eller kommer for sent, kan arbejdsgiveren hæve ansættelsesforholdet fra indkaldelsesdagen, det vil sige fra starten af værnepligtsperioden henholdsvis udsendelsesperioden i henhold til kontrakten med forsvaret.