14.1. Begreb og regelgrundlag

Åremålsansættelse er en tidsbegrænset tjenestemandsansættelse, der har hjemmel i TL § 2, og hvis nærmere udformning er fastlagt i TL kapitel 6 a om særbestemmelser om åremålsansættelse og TPL kapitel 4 a om pension til åremålsansatte. Finansministeriet og centralorganisationerne har endvidere indgået en rammeaftale om løn- og andre ansættelsesvilkår under åremålsansættelse i staten, jf. Fmst. cirk. 19/4 2016 om åremålsansættelse .

Tjenestemandslignende ansatte ved selvejende institutioner mv. kan ansættes på åremålsvilkår, i det omfang og på de vilkår der måtte være fastsat i det pågældende ansættelsesreglement/-regulativ e.l.

Overenskomstansættelse kan også ske på åremål, jf. afsnit 14.16 , men er ikke omfattet af tjenestemandsloven og tjenestemandspensionsloven. Overenskomstansatte er heller ikke omfattet af åremålsaftalen, men følger principperne heri, jf. Fmst. cirk. 19/4 2016 om åremålsansættelse , pkt. 12.

Chefer ansat i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten kan også åremålsansættes, jf. afsnit 14.18 .