3.3.2. Særregel på funktionærområdet

Ud over de almindelige arbejdsretlige principper for organisationernes udøvelse af forhandlingsret vedrørende løn- og andre ansættelsesvilkår gælder en særlig bestemmelse for funktionærer.

Ifølge ful . § 10 har ethvert personale - uanset størrelsen - ret til gennem sin organisation at kræve forhandling med virksomhedens ledelse om løn- og arbejdsvilkår.

Ful . § 10 skal ses i sammenhæng med de almindelige arbejdsretlige regler, og den har derfor ikke selvstændig betydning i spørgsmål om forhandlingsret og kollektiv overenskomst for en personalegruppe. Heri ligger bl.a., at bestemmelsen ikke giver en organisation krav på at opnå en kollektiv overenskomst eller krav på, at der optages forhandlinger om en overenskomst.

Bestemmelsens selvstændige betydning er alene, at en funktionær gennem sin organisation har mulighed for at kræve forhandling om sine egne løn- og arbejdsvilkår, enten hvor vilkårene er fastsat uden forhandling med en organisation, eller hvor vilkårene er omfattet af en overenskomst med en anden organisation.

Det indebærer, at man ikke kan afvise et krav fra en organisation om forhandling af løn- og ansættelsesvilkår for en enkelt funktionær - heller ikke med henvisning til, at disse allerede er fastlagt i en kollektiv overenskomst med en anden organisation. Men der er ikke krav om, at forhandlingen skal føre til enighed.

Som eksempel på forhandlinger efter ful . § 10 kan det nævnes, at en ansættelsesmyndighed er forpligtet til efter anmodning at forhandle sin indstilling om ydelse af lokalløn eller tillæg i nyt lønsystem med en organisation, som funktionæren er medlem af - også i tilfælde, hvor organisationen ikke er part i den overenskomst eller aftale, som funktionæren er omfattet af. Aftale om lokalløn eller tillæg i nyt lønsystem indgås imidlertid med den forhandlingsberettigede organisation.