11.7.4. Gennemførelsen af forhandlingerne

Forslag til lønændringer kan fremsættes af såvel ledelsen som tillidsrepræsentanten. Ansatte, der er omfattet af individuel lønforhandling, jf. afsnit 11.7.2 , og konsulenter kan selv fremsætte forslag til lønændringer. Forhandlinger skal finde sted mindst en gang om året, hvis en af parterne ønsker det. Lønændringer kan i øvrigt aftales løbende.

Der er ikke fra centralt hold fastsat frister for, hvornår forhandlingerne skal påbegyndes, efter at en af parterne har bedt om en forhandling. Det er dog hensigtsmæssigt for en god lokal proces, at parterne snarest muligt efter anmodningen aftaler et tidspunkt for det første møde i forhandlingerne.

Hvis der ikke er en tillidsrepræsentant , foregår forhandlingerne mellem ledelsen og (lokalafdelingen af) den forhandlingsberettigede organisation, se afsnit 11.7.1 .

Hvis medarbejderne ønsker en forhandling, vil det være tillidsrepræsentanten eller (lokalafdelingen af) den faglige organisation, der skal rette henvendelse til ledelsen på arbejdspladsen.

Da det af ressourcehensyn kan være praktisk, at lønforhandlingerne sker samlet, kan det, hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, være i ledelsens interesse at oplyse lokalafdelingen om, hvornår forhandlingerne finder sted.

Rammeaftalen om nye lønsystemer og akademikeroverenskomstens bilag 8 regulerer ikke, om lønoplysninger om de enkelte medarbejdere skal udleveres til tillidsrepræsentanterne. Det er således op til den enkelte arbejdsgiver at beslutte, om arbejdsgiveren ønsker at udlevere lønoplysninger om de enkelte medarbejdere til tillidsrepræsentanten.

For at understøtte den lokale lønforhandling anbefaler Moderniseringsstyrelsen, at de lokale arbejdsgivere forud for de lokale lønforhandlinger udleverer lønoplysninger om de enkelte medarbejdere til tillidsrepræsentanten.

Hvis der ved en lokal forhandling ikke kan opnås enighed om lønændringer , kan forhandlingerne, hvis en af parterne anmoder herom, videreføres i det lokale regi, men med deltagelse af repræsentanter fra henholdsvis ministeriet (departementet) og vedkommende (central)organisation. Forhandlingen afholdes inden for en frist af 1 måned efter modtagelsen af forhandlingsbegæringen, medmindre andet aftales.

Bliver parterne ikke enige ved denne forhandling, kan forhandlingerne videreføres mellem organisationsaftalens/aftalens parter, hvis en af parterne anmoder om det. Hvis parterne heller ikke her kan blive enige, kan sagen ikke videreføres. Der kan ikke udbetales tillæg, før der er enighed om tillægget, herunder dettes størrelse.

Ved nyansættelser behøver ansættelsen ikke at afvente, at forhandlingerne mellem leder og tillidsrepræsentant er afsluttet. Dette forudsætter imidlertid, at ansøgeren er indforstået med at blive ansat på basislønnen, inkl. de eventuelle til stillingen knyttede forhåndsaftalte centrale, decentrale eller lokale tillæg, men uden individuelle lokale tillæg. Ellers skal ansættelsen afvente, at lønforhandlingerne er afsluttet.

Brud på lokale aftaler og fortolkning af disse aftaler behandles efter de sædvanlige fagretlige regler.