34.3.2. Overenskomstansatte

Overenskomstansatte er omfattet af de pensionsordninger, der er omtalt i (fælles)overenskomsterne/organisationsaftalerne. Heri er fastsat regler om pensionsbidragets størrelse og beregning, pensionsinstitut samt om eventuelle karensbestemmelser.

Finansministeriet og centralorganisationerne har indgået aftale om generelle krav til indholdet af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv., jf. Fmst. cirk. 29/8 2016 , hvori det som noget nyt er fastsat, at der i den enkelte pensionsordning er mulighed for at etablere delpension og depotsikring.

Om det nærmere indhold af pensionsordningerne henvises til pensionsbestemmelserne samt til pensionskassernes regulativer/pensionsforsikringsselskabernes policer mv.

I de tilfælde, hvor en ansat på grund af helbredsmæssige forhold ikke opfylder betingelserne for optagelse på normale vilkår i den overenskomstmæssige pensionsordning, kan der med tilslutning fra Moderniseringsstyrelsen og den forhandlingsberettigede organisation ske indbetaling af pensionsbidrag til den pågældendes eventuelt allerede eksisterende pensionsordning eller til en anden pensionsordning, hvis indhold kan godkendes af overenskomstens parter.

For ansatte i fleksjob henvises til Fmst. cirk. 14/12 2012 .

De kollektive pensionsordninger for ansatte under OAO-S's, LC's og CO10's forhandlingsområder, der ikke er omfattet af en anden pensionsordning som led i ansættelsesforholdet, er beskrevet i de respektive (fælles)overenskomster/organisationsaftaler mv.

Pensionsbidrag beregnes af nettolønnen og indbetales af ansættelsesmyndigheden. 1/3 anses for at være den ansattes eget bidrag, hvilket skal fremgå af lønspecifikationen.

For at blive omfattet af pensionsordningen i OAO-S-fællesoverenskomsten er det en betingelse, at de pågældende

  • er fyldt 25 år og
  • har i alt 4 års sammenlagt beskæftigelse i det offentlige før eller efter det 25. år.

Pensionsbidraget udgør 15 pct.

For ansatte, som

  • er fyldt 20 år og har i alt 9 måneders sammenlagt beskæftigelse i det offentlige eller
  • har været omfattet af en pensionsordning som led i en tidligere ansættelse

udgør pensionsbidraget 11,19 pct., indtil de pågældende opfylder betingelserne for at være omfattet af det almindelige pensionsbidrag på 15 pct.

Ved opgørelse af beskæftigelse i det offentlige medregnes alle ansættelsesperioder uanset beskæftigelsesgrad.

Ved begrebet "beskæftigelse i det offentlige" forstås ansættelse, der på tidspunktet for ansættelse efter fællesoverenskomsten er omfattet af Finansministeriets, KL´s eller Regionernes Lønnings- og Takstnævns forhandlingskompetence. Herudover medregnes i ancienniteten tidligere ansættelse ved en række oplistede områder, jf. cirkulærebemærkningerne til fællesoverenskomstens § 7, stk. 2.

Ansættelsesmyndigheden kan efter anmodning fra den ansatte indbetale et ekstraordinært pensionsbidrag af lønnen over en nærmere fastsat periode til den pensionsordning, den ansatte er omfattet af.