29.3.1. Generelt

29.3.1.1. Ingen strejkeret

Tjenstemandssystemet indeholder ikke hjemmel til kollektive kampskridt i form af strejke, lockout og lignende i forbindelse med interessekonflikter. Hvis der ikke kan opnås enighed om indgåelse af aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår, afgøres tvisten efter TL §§ 46 og 47 ved, at der enten fremsættes lovforslag eller træffes afgørelse af ministeren for offentlig innovation efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.

Som konsekvens heraf betragtes enhver arbejdsnedlæggelse og lignende som en kollektiv tjenesteforseelse.

29.3.1.2. Tjenestemandsrettens kompetence

Reglerne om behandling af kollektive tjenesteforseelser findes i TL kap. 12 samt i Fmst. bekg. 942 4/7 2017 om Tjenestemandsrettens kompetence , der vedrører visse tjenestemandslignende personalegrupper.

Tjenestemandsretten nedsættes af ministeren for offentlig innovation og består af en formand og en stedfortræder herfor og 10 andre medlemmer. Formanden udpeges af Højesterets præsident blandt Højesterets dommere, og 2 medlemmer udpeges af  præsidenten for Østre Landsret blandt landsrettens dommere. De øvrige medlemmer udpeges af henholdsvis ministeren for offentlig innovation og de i tjenestemandslovens § 49 nævnte centralorganisationer med hver 4 medlemmer.

Sager om tjenestemænds kollektive tjenesteforseelser vedrører overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i TL §10, eller forpligtelser, der er fastsat i tilsvarende bestemmelser for ansatte på tjenestemandslignende vilkår.

Kollektive overtrædelser, der har karakter af en faglig aktion , behandles ved Tjenestemandsretten. Det vil typisk være tilfældet, når flere tjenestemænd i indbyrdes forståelse handler i strid med tjenestepligterne med det fælles formål af påvirke ansættelsesvilkårene.

Den pligtstridige adfærd vil typisk foreligge i form af arbejdsnedlæggelse eller -vægring , herunder afholdelse af såkaldte faglige møder. Også optræden, der uden egentlig arbejdsvægring tilsigter på pligtstridig måde at hindre eller vanskeliggøre arbejdets udførelse, fx kollektiv temponedsættelse, vil kunne henføres under begrebet "en faglig aktion".

Også et ekstraordinært højt sygefravær uden nogen lægelig begrundelse, der forekommer i forbindelse med faglig uro på den pågældende arbejdsplads, vil efter Tjenestemandsrettens dom af 30. marts 2000 (sag nr. 237/97) kunne betragtes som en faglig aktion, hvor det påhviler den enkelte tjenestemand at påvise, at den pågældende havde lovligt forfald og ikke deltog i aktionen.

Det fornødne bevis vil i den forbindelse ikke være ført, blot fordi tjenestemanden har forklaret, at fraværet skyldtes sygdom eller har afgivet en erklæring på tro og love herom. Ligeledes vil en - ikke nærmere underbygget - lægeerklæring ikke kunne anses for tilstrækkeligt bevis.

For at tjenesteforseelser skal kunne behandles ved Tjenestemandsretten, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Der skal foreligge en kollektiv tjenesteforseelse
  • Den skal have karakter af en faglig aktion
  • De deltagende tjenestemænd skal på tidspunktet for den kollektive overtrædelse være medlemmer af en af tjenestemændenes centralorganisationer eller tilsluttede underorganisationer.

Er ovennævnte betingelser ikke opfyldt, kan sagen ikke behandles ved Tjenestemandsretten, og tjenesteforseelsen behandles i stedet efter reglerne om individuel disciplinærforfølgning.

Tjenestemandsretten har i tilfælde, hvor kun én tjenestemand på en institution mv. har deltaget i en arbejdsnedlæggelse, betragtet det som en kollektiv aktion, når også tjenestemænd ved andre institutioner mv. samtidig har nedlagt arbejdet i samme anledning.

En centralorganisation kan indbringe en sag for Tjenestemandsretten, hvis den finder, at vedkommende minister anvender de individuelle disciplinærregler i TL kap. 4 i en situation, der rettelig bør behandles af Tjenestemandsretten.