26.2.7.4. Ansættelse i anden stilling

I mange tilfælde vil en tjenestemand, der får ansættelse i anden stilling, søge tjenestefrihed fra sin stilling i en periode, indtil det ligger klart, om pågældende ønsker at forblive i den nye stilling.

Det henstilles, at der, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, gives tjenestefrihed i forbindelse med ansættelse i en anden tjenestemandsstilling, hvor der stilles krav om prøveansættelse, og at tjenestefriheden gives, så længe prøveansættelsen varer.

Tjenestefriheden ydes med hjemmel i TL § 58.

Tjenestefriheden ydes uden løn og som udgangspunkt uden medregning i lønanciennitet og pensionsalder. Der kan dog ske medregning i lønancienniteten ved tjenestefrihed til ansættelse i privat virksomhed, når beskæftigelsen i det private erhvervsliv er af en karakter, der ville have været lønanciennitetsgivende ved første ansættelse som tjenestemand.

Betingelserne for medregning i pensionsalderen af beskæftigelse i den private sektor under tjenestefrihed, bevilget henholdsvis før 1. april 1992 og den 1. april 1992 eller senere, fremgår af Fmst. vejledning om fastsættelse af pensionsalder , afsnit E.

Derudover har Lønningsrådet generelt udtalt, at der kan ske medregning i såvel lønanciennitet som pensionsalder af tjenestefrihedsperioder ved ansættelse i staten uden for det hidtidige ansættelsesområde, i en kommune, i et koncessioneret selskab eller i anden offentlig virksomhed.

Afgørelsen om tillæggelse af forhøjet lønanciennitet og pensionsalder træffes af ansættelsesmyndigheden. Betingelserne for medregning i pensionsalderen af beskæftigelse i ikke-tjenestemandsstilling i den offentlige sektor under tjenestefrihed bevilget henholdsvis før 1. april 1992 og den 1. april 1992 eller senere fremgår af Fmst. vejledning om fastsættelse af pensionsalder , afsnit E, samt Fmst. cirk. 1/10 2001 om retningslinier for indbetaling af pensionsbidrag for tjenestemænd mv., der optjener pensionsalder under tjenestefrihed. Tvivlsspørgsmål forelægges for Moderniseringsstyrelsen.