15.2.1. Opslag

15.2.1.1. Hovedregel: Offentligt opslag

Ansættelse som tjenestemand sker som hovedregel efter offentligt opslag, jf. TL § 5, stk. 1, og § 1 i Fmst. bekg. 302 26/3 2010 om opslag af tjenestemandsstillinger i staten ( opslagsbekendtgørelsen ).

15.2.1.2. Undtagelser

I TL § 5, stk. 1, og i opslagsbekendtgørelsen er der fastsat en række undtagelser fra reglen om, at tjenestemandsstillinger skal opslås, før de besættes.

A) Ansættelse af tjenestemænd i staten sker således uden opslag:

  1. Når stillingen besættes med en tjenestemand, der i medfør af TL § 12 eller af anden utilregnelig årsag, pålægges at overtage en anden stilling, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1.

  2. Når stillingen besættes med en pensioneret tjenestemand, der ifølge TPL § 9, stk. 1, har pligt til at lade sig genansætte, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 2.

  3. Når stillingen besættes med en tjenestemand, der overgår til en lavere klassificeret stilling i forbindelse med en seniorordning eller en retræteaftale, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 3.

  4. Når stillingen besættes med en tjenestemand, der efter en åremålsansættelses ophør indtræder i en aftalt tilbagegangsstilling, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 4.

  5. Når en tjenestemand ansættes varigt efter forudgående ansættelse på prøve i stillingen, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 1.

  6. Når ansættelse som tjenestemand sker ved umiddelbar overgang fra ansættelse i samme stilling på andre vilkår, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 2. Ved andre vilkår forstås en anden ansættelsesform, fx hvis en overenskomstansat udnævnes til tjenestemand i samme stilling.

  7. Når ansættelsesformen for en besat stilling ændres fra varig ansættelse til ansættelse på åremål, jf. opslagsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 3. Varig ansættelse af en tjenestemand ansat på åremål kan kun ske efter opslag.

B) I en række situationer er der tale om en lønændring mv., der ikke kræver opslag:

  1. Ved regelbunden oprykning til højere lønramme under ansættelse i en stilling, hvis lønforløb omfatter flere lønrammer.

  2. Ved oprykning til lønramme 34 i medfør af LKL § 30, stk. 3.

  3. Ved forlængelse af en åremålsansættelse for en periode af indtil 3 år. Genansættelse kan derimod kun ske efter opslag.

  4. Ved oprykning efter omklassificering af individualiseret tjenestemandsstilling. En omklassificering anses for individualiseret, hvis
  • den ved aftale er gjort personlig,

  • der ikke inden for institutionen findes andre stillinger af pågældende kategori, eller

  • den pågældende stilling er udtømmende beskrevet.

C) Ansættelse kan ske uden opslag i

  1. stillingen som præsident for Højesteret, jf. opslagsbekendtgørelsens § 3, nr. 1.

  2. militære tjenestemandsstillinger, jf. opslagsbekendtgørelsens § 3, nr. 2.

  3. tjenestemandsstillinger i det statslige redningsberedskab, jf. opslagsbekendtgørelsens § 3, nr. 3.

Endelig kan ansættelse ske efter internt opslag i stillinger, der forudsætter en teoretisk og/eller praktisk uddannelse, som kun kan erhverves ved forudgående beskæftigelse i vedkommende institution, jf. opslagsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Internt opslag skal ske på den måde, som er bedst egnet til at gøre alle , der kan komme i betragtning ved besættelse af stillingen, bekendt med opslaget, jf. opslagsbekendtgørelsens § 5, stk. 2. Internt opslag kan ske på intranet, i interne personaleblade, på opslagstavler o.l.

Ansættelse på særlige vilkår efter det sociale kapitel i staten, fx i fleksjob eller løntilskudsjob, kan ske uden opslag. Det gælder både for allerede ansatte, der overgår til ansættelse på fx fleksjobvilkår i samme stilling, og for personer, der selv retter henvendelse til institutionen, eller hvor det lokale jobcenter retter henvendelse til institutionen om muligheden for at anvise en stilling til en person visiteret til fx et fleksjob, jf. Finansministeriets og CFU's vejledning om socialt kapitel i staten (december 2015) .

15.2.1.3. Hvor skal offentligt opslag ske?

Opslag af stillinger og lønnede hverv i staten, der skal opslås offentligt, skal indlægges i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings jobdatabase, www.jobnet.dk , jf. Fmst. cirk. 14/12 2012 om personalerekruttering via internet mv . Opslaget overføres automatisk til www.job-i-staten.dk .

Efter opslagsbekendtgørelsens § 2 skal offentligt opslag ske på den måde, som er bedst egnet til at gøre offentligheden bekendt med opslaget.

Ansættelsesmyndigheden skal derfor foretage en konkret vurdering af, om der ud over opslaget på internettet skal ske opslag på anden måde , fx i dagspresse, fagblade eller Statstidende.

Ansættelsesmyndigheden bør senest samtidig med opslaget rette henvendelse til det lokale offentlige jobcenter, hvis der er grundlag for at antage, at det kan anvise egnet arbejdskraft.

15.2.1.4. Opslagets indhold

Opslaget skal indeholde oplysning om:

  1. Stillingens betegnelse, jf. TL § 5, stk. 2. Stillingsbetegnelsen skal være den samme i opslag og i ansættelsesbrev. Vedrørende muligheden for at ændre stillingsbetegnelse henvises til afsnit 15.2.5.2 .

  2. Ansættelsesområdet, jf. TL § 5, stk. 2, samt afsnit 15.2.5.2 .

  3. Det for tiden gældende tjenestested, jf. TL § 5, stk. 2.

  4. Stillingens lønmæssige placering, jf. TL § 5, stk. 2. Hvis der til stillingen er knyttet et særligt tillæg (stillingsmæssigt tillæg), skal den aktuelle størrelse af tillægget angives i opslaget.

  5. Eventuel pligt til at bebo en tjenestebolig, jf. opslagsbekendtgørelsens § 6, nr. 5.

  6. Mulighed for deltidsansættelse. Kun hvis konkrete særlige grunde forhindrer deltidsansættelse, kan angivelse herom udelades.

  7. Mulighed for ansættelse på åremål.

    Ansættelse på åremål kan kun finde sted, hvis muligheden for at anvende denne ansættelsesform har været anført i opslaget, jf. pkt. 6 i Fmst. cirk. 19/4 2016 om åremålsansættelse .

  8. Det præcise tidspunkt for ansøgningsfristens udløb, jf. opslagsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Der kan fx anvendes formuleringen, at "ansøgningen skal være modtaget i ... senest den ... kl. ...".

    Ifølge TL § 5, stk. 6, må ansøgningsfristen normalt ikke være mindre end 14 dage. Ansøgningsfristen bør kun fastsættes til mindre end 14 dage i tilfælde, hvor opslag kunne være sket internt, jf. opslagsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Ansættelsesmyndigheden kan kun tage ansøgninger, der er modtaget inden ansøgningsfristens udløb, i betragtning, jf. opslagsbekendtgørelsens § 7, stk. 2. Ansøgninger, der modtages efter ansøgningsfristens udløb, anses derfor for at være indkommet for sent, uanset hvad forsinkelsen skyldes. Ønskes en for sent indkommet ansøgning taget i betragtning, kan dette kun ske, hvis stillingen genopslås.

  9. Hvilken myndighed ansøgningen skal indsendes til og eventuelt tillige, hvilken myndighed ansøgningen skal stiles til, jf. opslagsbekendtgørelsens § 6, nr. 6 og 7.

  10. En opfordring til, at alle interesserede uanset personlig baggrund søger stillingen. Ansættelsesmyndigheden fastlægger selv formuleringen af opfordringen.

Opslaget bør endvidere indeholde en opfordring til at oplyse om tidligere eller aktuel beskæftigelse med frivilligt arbejde, således at den erfaring og de kvalifikationer, som den pågældende ansøger har erhvervet ved sit engagement heri, kan indgå i ansættelsesmyndighedens samlede vurderingsgrundlag.

Ved genopslag bør opslaget indeholde oplysning om, at tidligere indsendte ansøgninger vil blive taget i betragtning, medmindre de tilbagekaldes.


Der må ikke i opslaget:

  1. Stilles krav om forudgående uddannelse, medmindre sådanne krav er fastsat i overensstemmelse med TL § 4. Såfremt krav om forudgående uddannelse ikke er fastsat i medfør af TL § 4, må ansættelsesmyndigheden formulere eventuelle ønsker vedrørende forudgående uddannelse således, at det klart fremgår af opslaget, at også ansøgere med anden baggrund kan komme i betragtning. Det kan fx tilkendegives i opslaget, at man "anser det for en fordel" eller "lægger vægt på", at ansøgere har den ønskede uddannelse.

  2. Gives udtryk for, at der søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn, jf. ligebehandlingslovens § 6. For at undgå, at der indirekte gives udtryk for præferencer, anvendes så vidt muligt kønsneutrale stillingsbetegnelser. I tvivlstilfælde sættes m/k efter stillingsbetegnelsen. I tilfælde, hvor det er afgørende, at den ansatte er af et bestemt køn, kan § 6 fraviges af vedkommende minister.

  3. Gives udtryk for, at der søges eller foretrækkes personer med bestemt alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 5, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis der er fastsat aldersbetingelser som nævnt i afsnit 15.2.2.5 . For så vidt angår annoncering efter unge under 18 år henvises til afsnit 15.3.1.4 .

  4. Anføres noget, der i øvrigt kan afholde kvalificerede personer fra at søge stillingen, som fx "kvalificeret ansøger haves".

  5. Stilles krav om dansk indfødsret på en måde, der kan afholde statsborgere i EØS-landene fra at søge stillingen, medmindre stillingen er omfattet af undtagelserne vedrørende stillinger i offentlig administration, jf. afsnit 15.2.2.4 .

  6. Stilles krav om, at ansættelse skal ske på plustid, jf. kapitel 19 , men det kan evt. anføres i opslaget, at der er mulighed for ansættelse på plustid.

15.2.1.5. Fornyet opslag (genopslag)

Hvis ansættelsesmyndigheden skønner, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har søgt en opslået stilling, er tilstrækkeligt egnet til stillingen, eller at man ved fornyet opslag kan fremskaffe ansøgninger fra mere kvalificerede ansøgere, skal stillingen ifølge TL § 5, stk. 7, opslås på ny.

Bestemmelsen giver ansættelsesmyndigheden mulighed for at tage en for sent indkommet ansøgning fra en kvalificeret ansøger i betragtning efter genopslag.

Ved genopslag bør opslaget indeholde oplysning om, at tidligere indsendte ansøgninger vil blive taget i betragtning, medmindre de tilbagekaldes.

15.2.1.6. Oplysning om ansøgernes navne

Ifølge TL § 5, stk. 3, skal der efter anmodning meddeles ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til stillingen, oplysning om ansøgernes navne.

En ansøger til en tjenestemandsstilling kan kræve, at den ansøgerliste, der efter anmodning fra medansøgere og organisationer skal udleveres, ikke må offentliggøres. Når blot én ansøger kræver diskretion, gælder offentliggørelsesforbuddet hele ansøgerlisten. Anmodningen skal være skriftlig og modtaget inden ansøgningsfristens udløb.

Forbuddet mod offentlig gengivelse af ansøgernavne mv. skal påføres ansøgerlisten ved udlevering, og overtrædelse af forbuddet straffes med bøde. En påtegning på ansøgerlisten i henhold til TL § 5, stk. 4, kan fx udformes således: "Der er inden ansøgningsfristens udløb modtaget skriftlig anmodning fra en ansøger om, at ansøgerlisten ikke gengives offentligt. Offentlig gengivelse af ansøgerlisten eller dele deraf må derfor ikke finde sted, og overtrædelse heraf straffes med bøde, jf. § 5, stk. 5, i lov om tjenestemænd (Lbkg. 511 18/5 2017 om tjenestemænd)".

Ansøgerlister kan ikke udleveres i forbindelse med besættelse af stillinger, der skal besættes på overenskomstvilkår, herunder ansættelse efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten .

15.2.1.7. Bedømmelse af ansøgerne

I henhold til TL § 8, stk. 1, skal tjenestemandens nærmest overordnede chef afgive en bedømmelse af tjenestemanden, når denne søger en ledig tjenestemandsstilling. Det påhviler ansættelsesmyndigheden at kræve bedømmelsen afgivet.

Hvis den nærmest overordnede chef er inhabil, har et utilstrækkeligt kendskab til tjenestemanden, er fratrådt/afgået ved døden eller er vedkommende minister, afgives bedømmelsen dog ikke, jf. § 2, stk. 1, i Fmst. bekg. 10/10 1995 om bedømmelse af tjenestemænd i henhold til § 8 i lov om tjenestemænd . En anden i institutionen, fx den nærmeste chefs overordnede, kan i sådanne tilfælde afgive bedømmelsen, medmindre den pågældende er udelukket efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Bedømmelsen kan omfatte ansøgerens kundskaber, arbejdsevne og indsats, sikkerheden i arbejdet, samarbejdsevne, egnethed for den stilling, der søges mv., jf. § 6, stk. 2, i Fmst. bekg. 2/2 1977 om forfremmelsesnævn i staten .

Ansættelsesmyndigheden skal på eget initiativ udlevere en afskrift af bedømmelsen til tjenestemanden, jf. TL § 8, stk. 1.

I de større virksomheder og institutioner, hvor der er nedsat forfremmelsesnævn i henhold til den nævnte bekendtgørelse, vil dette desuden afgive en vejledende udtalelse til den indstillende/udnævnende myndighed i alle tilfælde, hvor avancement til en statstjenestemandsstilling finder sted efter opslag, jf. bekendtgørelsens §§ 2 og 3.

I de tilfælde, hvor en ansøger er eller tidligere har været involveret i frivilligt arbejde, bør ansættelsesmyndigheden konkret være opmærksom på den erfaring og viden samt de kvalifikationer, som den pågældende ansøger herigennem måtte have erhvervet, således at dette element kan indgå i den samlede vurdering af ansøgeren.

15.2.1.8. Andre regler

Om generelle forvaltningsretlige regler, der har betydning for behandlingen af sager om tjenestemandsansættelser, henvises til afsnit 15.9 .