26.2.3.6. Barns hospitalsindlæggelse

En ansat, der er omfattet af aftale om tjenestefrihed af familiemæssige årsager , har ret til tjenestefrihed med løn i op til 5 dage pr. barn inden for 12 på hinanden følgende måneder i forbindelse med hospitalsindlæggelse sammen med egne børn under 14 år. Tilsvarende gælder, hvis barnet under indlæggelsen opholder sig i hjemmet. De 5 dage kan holdes enkeltvis eller samlet. Der er heller ikke noget til hinder for, at ansættelsesmyndigheden og den ansatte aftaler, at dagene bruges som for eksempel 10 halve dage.

Hvis begge forældre er ansat i staten, kan den samlede tjenestefrihedsperiode med løn højst udgøre 5 dage for forældrene tilsammen.

Ved OK18 er der aftalt ændringer til aftale om tjenestefrihed af familiemæssige årsager og reglerne om barns hospitalsindlæggelse. Retten til tjenestefrihed med løn i op til 5 dage pr. barn inden for 12 på hinanden følgende måneder gælder tilsvarende hvis barnet modtager ambulant behandling, der træder i stedet for hospitalsindlæggelse. Der kan først administreres efter de nye regler, når der er udsendt nyt cirkulære.