26.2.3.4. Pasning af alvorligt syge børn under 18 år

I henhold til barselslovens § 26 har forældre til alvorligt syge børn under 18 år under visse betingelser ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver deres arbejde.

Ansatte, der har ret til dagpenge efter barselslovens § 26 , har i samme periode ret til hel eller delvis tjenestefrihed med løn. Arbejdsgiveren kan dog begrænse retten til tjenestefrihed med løn til 1 måned pr. barn pr. kalenderår. Arbejdsgiveren kan herudover bevilge yderligere tjenestefrihed uden løn i dagpengeperioden.

Perioder med hel eller delvis tjenestefrihed medregnes fuldt ud i lønancienniteten, og der indbetales sædvanligt pensionsbidrag til overenskomst- eller aftalebaserede bidragsdefinerede pensionsordninger.

For tjenestemænd og andre ansatte med en tjenestemandslignende pensionsordning skal der indbetales sædvanligt pensionsbidrag af den ansattes hidtidige pensionsgivende løn til finanslovens § 36.

Ansættelsesmyndigheden er berettiget til refusion af dagpenge, når den ansatte modtager løn under tjenestefriheden. Ansøgning om refusion rettes via Nemrefusion til Udbetaling Danmark .

Der henvises i øvrigt til Fmst. cirk. 10/6 2008 om tjenestefrihed af familiemæssige årsager.