15.2.3.2. Ekspedition af sager om kongelig udnævnelse

Sager om kongelig udnævnelse af tjenestemænd behandles ikke i Statsrådet, men udnævnelserne skal ifølge Grl. § 14 kontrasigneres af en minister.

Der følges i sagerne den fremgangsmåde, at der - via Kabinetssekretariatet - fremsættes en af vedkommende minister underskrevet forestilling for kongen (dronningen).

Forestillingen indeholder:

  1. En ganske kort beskrivelse af den ledige stilling.
  2. Ministeriets forslag til ansættelse.
  3. Oplysning om den pågældendes nærmest forudgående beskæftigelse.
  4. Ordlyden af udnævnelsen.

En almindelig forestilling kan fx formuleres sådan:

En stilling som ( stillingsbetegnelse ) i ( ministerium/institution ) vil kunne besættes fra den ( dato ).
Til ansættelse i denne stilling foreslås ( navn ), der er født den ( dato ), og som tidligere har været ( stillingsbetegnelse ) i ( ministerium/institution ).
Det indstilles derfor, at ( navn ) udnævnes til ( stillingsbetegnelse ) i ( ministerium/institution ) fra den ( dato ).

Ved underskrivelse af forestillingen anvendes høflighedsformularen "I ærbødighed".

Forestillingen vedlægges:

  1. Den indstilledes ansøgning.
  2. Et ansættelsesbrev for den indstillede. Ansættelsesbrevet skal være paraferet af vedkommende minister.

Tiltrædes indstillingen, underskrives det vedlagte ansættelsesbrev derefter af kongen (dronningen).